Vulkanen Askja er et vulkansystem, der ligger dybt inde i det østlige islandske højland. Vulkanen er en af de største i Island med et krater, der måler hele 45 kvadratkilometer! Vulkanen ligger i Dyngjufjöll-bjergkæden.
Askja har status som en aktiv vulkan og har været det i tusinder af år med flere og større udbrud gennem historien. Tilbage i 1875 skete det mest berømte udbrud. Her eksploderede vulkanen og skabte det store krater, hvilket forårsagede meget store skader i det omkringliggende område. Der spredte sig også ved den lejlighed en massiv askesky over store dele af Europa og forårsagede omfattende forstyrrelser. Det har længe været stille omkring Askja, hvor det seneste udbrud var tilbage i 1961 – et mindre udbrud, der ikke forårsagede store ødelæggelser. Men vulkanen overvåges stadig konstant på grund af dens potentielle farlighed for evt. fremtidige udbrud.
Storslået seværdighed
Det kan i høj grad anbefales at besøge Askja. Her kan man køre ad højlandsvejen ind til det enorme krater, hvilket kræver en 4-hjulstrækker. Vejen er på visse steder udfordrende, så vi kan varmt anbefale at man tager en guidet tur med en højlandsbus. Det har vi selv gjort her hos ISLANDSREJSER.
Den guidede tur ind til Askja starter fra Myvatn, hvor turen så går 100 km – hver vej. Det er en storslået naturoplevelse, også undervejs på ruten. Her møder man alt fra “månelandskaber” til små oaser med venløb og frodige områder. Man passerer ikoniske bjerge og ender til sidst inde ved Askja. Man går det sidste stykke ind til krateret – en gåtur på omkring en halv time. Her møder man det storslåede syn af den mægtige vulkan. Krateret i Askja er fyldt med vand, og selve søen hedder Öskjuvatn.
Som en ekstra bonus får man ved det langt mindre krater Viti en uventet oplevelse. Dette farverige krater ligge ved siden af Askja og er fyldt op med noget smukt blå-hvidt vand i bunden. Her kan man bade i det geotermisk opvarmede vand. Vi skyder på, at temperaturen er omkring 28-30 grader – altså en rigtig behagelig badetemperatur. Man skal være forberedt på en stejl vej ned i Viti-krateret, men det er turen værd!
Området omkring Askja er hjemsted for flere dyrearter, bl.a. rensdyr, polarræve og forskellige fuglearter. Området bliver ofte brugt som filmlokation, eksempelvis til storfilmen Interstellar.