OPLEVELSERNE STARTER ALLEREDE I DANMARK! _______________________________
Kom til vores gratis rejseforedrag (med tid til spørgsmål) og oplev storslåede ISLAND, fortalt med vores egne fotos og video. Mette her hos os er fordragsholder – og hendes store viden om Island krydres på spændende visuel vis.
Vi byder på kaffe m. cookies – og en “goodiebag” vores årsmagasin + logo-halsedisse. Vi trækker lod om et >> REJSEGAVEKORT PÅ 5.000 KR. <<
Bjergene ved Borgarnes i baggrunden - foto/design: Lars Viberg - ISLANDSREJSER
Inden jeres rejse/ferie til Island
Herunder finder I en række praktiske informationer til forberedelse af jeres rejse og ferie til Island. Disse informationer kan suppleres med vores side Fakta om Island.
DEN ISLANDSKE VALUTA
Den islandske møntfod hedder “króne”. Mønter findes i værdierne 100 – 50 – 10 – 5 – 1 kr. Sedler findes i værdierne 5.000 – 2.000 -1.000 og 500 kr. Alle islandske banker tilbyder veksling af valuta. OBS: Man kan ikke veksle til islandske krone hjemmefra da de danske banker ikke tilbyder dette. Når I kommer til Island kan islandske kroner hæves i bankerne, bl.a. i lufthavnen, såvel som i pengeautomater (ATM’s) rundt omkring i landet.
KREDITKORT
Både VISA og MASTERCARD er gangbare i Island på linje med her i Danmark. AMERICAN EXPRESS er ikke så udbredt.
MOBILTELEFON/INTERNET
Der findes fire mobiloperatører i Island: Vodafone, Síminn, TAL og Nova. (Vodafone har bedst dækning, så hvis jeres danske mobilselskab bruger dem i deres roaming-aftale i Island, er det en fordel). Undersøg med jeres mobilselskab omkring dataforbrug i Island. Vores erfarring er, at Island som regel vil være inkluderet i deres fri-data-pakker. Internet er bredt udbredt i Island på mange offentlige steder, fx caféer, hoteller og lign.
TIDSSZONE
Island har Greenwich middeltid (GMT) hele året og ændrer ikke til sommertid.
LÆGEHJÆLP/APOTEK
Der er et lægecenter eller et hospital i alle større byer og provinsbyer i Island. Apoteker hedder “Apótek” og er åbne i almindelig forretningstid.
Nødnummeret i Island er 112
MEDICIN DER MEDBRINGES
Du kan frit medbringe ikke-euforiserende medicin til eget brug på din rejse. Det kan fx være hovedpinepiller, antihistaminer, medicin mod astma og KOL, antibiotika, hjertemedicin eller hudmidler…
Euforiserende medicin Danmark er med i Schengen-aftalen. Det betyder, at du kan få en Schengen-attest som dokumenterer, at medicinen, som indeholder euforiserende stoffer, er til dit eget brug.
SYGESIKRING
Borgere fra Skandinavien skal fremvise et gyldigt pas i tilfælde af sygdom. Borgere fra EØS skal have det blå European Health Insurance Card (EU-kortet), ellers skal patienten selv betale fuld pris. Læs mere om EU Sygesikringskort (det blå kort) HER.
HANDICAPPEDE GÆSTER
Handicappede gæster kan nyde rejsen i Island uden større problemer, hvis rejsen planlægges på forhånd. På alle flyruter til og fra Island findes udstyr og hjælpemidler til handicappede.
DRIKKEPENGE
Betjening og moms er uden undtagelse inkluderet i priserne i Island.
ELEKTRICITET
Der er 220 v, 50Hz, vekselstrøm i Island.
DRIKKEVAND
Drik trygt vand fra hanen – det er blandt det reneste og klareste i verden.
PÅKLÆDNING ISLAND
Vejret i Island er omskifteligt, så vi anbefaler at have tøj på i flere lag. Den perfekte kombination er: Åndbart undertøj (fx. ski-undertøj) / åndbart mellemlag (fx fleece eller uld) / regn- og vindtæt overtøj. Denne kombination gør, at man hurtigt kan omstille sig efter vejret. Et par gode vandresko eller støvler kan også anbefales. Vi har i øvrigt en rabataftale på outdoor-tøj med både Eventyrsport og friliv.dk.
KØRSEL OG HASTIGHEDSGRÆNSER I ISLAND
Fartgrænsen er 50 km/t i byerne og i tættere bebygget områder. 90 km/t på landevejene/hovedvejene. 80 km/t på gode grusveje – men kør altid efter forholdene. Der er højrekørsel i landet og brug af sikkerhedssele er påkrævet. Brug af nærlys er påbudt. Vær opmærksom på fårene og evt. ryttere på islandske heste! Kør forsigtigt forbi dem da de kan springe ud foran bilen.
KØREKORT
Hvis du har et kørekort fra et EU-land, kan du bruge det i Island. Minimum alder for billeje er 20 år – og for 4WD biltype 23 år.
ALDERSGRÆNSER
Køb af alkohol, natklubber: 21 år. Køb af cigaretter: 18 år Alkohol butikker (aldersgræse 21 år) Vínbúðin den butik som har monopol på salg af alkoholiske produkter. Vínbúðin svarer til det svenske Systembolaget. Vínbúðin kaldes i daglig tale gerne ”Ríkið” eller ”ÁVR”.
KLIMA
Selvom Golfstrømmen har en positiv indvirkning på klimaet, skal man være forberedt på alle slags vejr på Island. Om sommeren varierer temperaturen som regel mellem +12 og +15 grader, men det er også almindeligt med temperaturer på op mod +20 grader. Temperaturen om vinteren ligger på omkring +5 og -5 grader, hvilket er varmere, end de fleste tror, men det kan til tider være ret blæsende.
NORDLYS/MIDNATSSOL
Nordlys eller Aurora Borealis, som det også kaldes, kan ses fra september til marts i polarområdet. Vinterdagene er ikke så korte, som man skulle tro. Fra november til februar er der stadig 5-8 timers dagslys hver dag. Midnatssolen ses bedst i tiden fra midten af maj til midten af juli på klare nætter i den nordlige del af landet.
FISKEGREJ OG RIDEUDSTYR SKAL DESINFICERES
Når man fisker i Island kræves det at grejet (stænger, hjul, liner, waders, vadejakke, vadestøvler, fluer, net…) er desinficeret før det må benyttes ved fiskevandet. Ligeledes skal alt rideudstyr (ridestøvler, ridebukser, jakker, hjelm, hatte, handsker, m.m.) også desinficeres. Dette kan gøres hjemmefra hos en dyrlæge. Der skal således til Island medbringes en stemplet og underskrevet erklæring fra dyrelægen med en liste over de desinficerede dele. Forhør jer evt. hos grejforhandleren vedr. kontakt til dyrlæge der kan anbefales til dette. Desinficeringen kan også klares ved ankomst til Keflavik Lufthavn og er i de fleste tilfælde langt billigere end i Danmark. Her henvender man sig til Told og anmoder om denne service – man behøver ikke at advisere forud. Det tager 15-20 minutter (afhængig af hvor meget grej der skal desinficeres).
Prisen for desinficering i lufthavnen (pr. juli 2019):
5 første emner: ISK 4.900,- (ca. DKK 320,-) Pr. efterfølgende emne: ISK 300,- (ca. DKK 20,-)
KÆLEDYR
Indførsel af kæledyr er ikke tilladt, med mindre det er godkendt af Landbrugsministeriet, og at man opfylder de betingelser der er stillet af regeringen vedrørende indførsel af kæledyr og hundesæd.
PAS
Alle passagerer skal vise officielle legitimationspapirer ved afgangs-gaten, dvs. pas, kørekort eller id-kort fra de pågældende oprindelseslande eller fra det land, hvor de har fast bopæl.
TAX-FREE INDKØB
Alle udenlandske gæster i Island kan få refunderet den moms, der lægges til prisen ved indkøb. Refundering medfører generelt at detailprisen går 15% ned, såfremt man rejser fra Island inden 3 måneder efter at købet er foretaget. Købsprisen skal være mindst ISK 6.000 (inkl.moms) pr. forretning. Moms kan refunderes på varer på samme kvittering, hvis deres samlede købspris er ISK 6.000 eller mere inklusive moms, selvom en eller flere enkeltgenstande ikke når minimumsbeløbet. Spørg personalet i lufthavnen hvor I skal indlevere kvitteringerne.
Rejsende fra Danmark til Island er det tilladt, afgiftsfrit, at medbringe:
1 liter spiritus og 0,75 liter vin og 3 liter øl eller 3 liter vin og 6 liter øl eller 1 liter spiritus og 6 liter øl eller 1,5 liter vin og 12 liter øl eller 18 liter øl. Derudover 200 cigaretter eller 250 g tobak. Læs mere om bl.a. toldregler HER.
Da Island er et ikke EU-land gælder reglen at der toldfrit må indføres varer for kr. 3.250,- til Island fra Danmark. Læs mere om bl.a. toldregler HER.
MADVARER
Fersk kød og æg må ikke medbringes til Island.
Information fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i Danmark:
.
IMPORTFORBUDTE PLANTER
Hvis du medbringer frugter, grøntsager, afskårne blomster eller andre levende plantedele, der ikke er bestemt til plantning, vil der stadig være krav om plantesundhedscertifikat, men produkterne skal ikke anmeldes til import.
De nye regler indebærer desuden, at flere typer af planter til plantning bliver omfattet af forbud mod import.
Læs også her:.
HELLIGDAGE
Kontorer, banker og de fleste forretninger er typisk lukkede på disse dage:
Nytårsdag: 1. januar Skærtorsdag Langfredag Påskedag 2. påskedag Første sommerdag: Første torsdag mellem 19. og 25. april Arbejderbevægelsens internationale kampdag: 1. maj Kristi Himmelfartsdag Pinsedag 2. pinsedag Nationaldag: 17. juni Jul: 25. og 26. december
REJSEKLAR
Rejseklar er Udenrigsministeriets app
Hent Rejseklar der hvor du henter dine apps. Læs mere HER.
Det er oftest Mette, Lotte eller Malene der tager telefonen, når du ringer. På kontoret er også Lars, der står for hjemmeside, årsmagasin, fotos mv. ISLANDSREJSER er et helt igennem dansk og danskejet rejsebureau med kontor lidt nord for Aarhus – drevet med stor kærlighed og kendskab til Island og Færøerne. Læs mere om os HER.
Det er oftest Mette, Lotte eller Malene der tager telefonen, når du ringer. På kontoret er også Lars, der står for hjemmeside, årsmagasin, fotos mv. ISLANDSREJSER er et helt igennem dansk og danskejet rejsebureau med kontor lidt nord for Aarhus – drevet med stor kærlighed og kendskab til Island og Færøerne. Læs mere om os HER.