banner-4-aarstider

Forår, sommer, efterår og vinter i Island

Island byder på mange forskellige oplevelser, uanset hvilket tidspunkt af året du besøger landet på. Hver årstid har en  helt unik atmosfære, og der er altid rig mulighed for at opleve noget nyt, finde skønheden og blive hypnotiseret af friskheden og naturens farver. Hver årstid har sin egen charme og vil efterlade dig med en række af uforglemmelige minder.

Forår…

Om foråret stiger solen højere og højere på himlen, og jorden og afgrøderne varmes op. Græsset spirer og bliver lysegrønt, og trækfuglene vender tilbage. Dette er den perfekte årstid for fuglekiggere at vende blikket mod Island.

Der er mere end 200 fuglearter, der bygger rede i Island, og nogle af dem endda i store flokke. Der er bogstaveligt talt millioner af søpapegøjer og mange steder, kan man komme rigtig tæt på dem. Om foråret kan lystfiskerne desuden glæde sig over de blå søer og strømmende floder, hvor det vrimler med prægtige fisk.

Sommer…

Om sommeren har himlen over Island et fantastisk farvespil af blå, azurblå og grå farver, men du skal ikke forvente at se mørke toner, for nordpå går solen dårligt nok ned i sommerhalvåret, så dagene forekommer endeløse.

Der er rig mulighed for at dufte til det voksende græs og nyde synet af lavlandets små hårdføre blomster. Du kan besøge højlandet og blive bjergtaget af de enestående og imponerende indtryk fra ubeboede områder. Du kan ved selvsyn opleve, hvordan den blå himmel, det brune land og den hvide is mødes i horisonten. Der er en lang række aktiviteter, du kan benytte dig af.

Du kan prøve alt fra dykning, kajakroning, fiskeri, kørsel på ATV’er eller mountainbike, og du kan stå på ski eller tage på udflugt på en snescooter på en gletsjer. Og du må ikke glemme at tage ud at sejle, så du kan opleve de imponerende hvaler, der trives i bedste velgående i havene omkring Island.

Efterår…

Om efteråret bruser bække og floder af smeltevand ned mod lavlandet og havet. Landets grønne flora får røde, gyldne eller brune toner og gør landskabet i Island vidunderligt farverigt. Det er ikke så underligt, at fotografer holder så meget af efterårets farver og de pragtfulde skyformationer. Om efteråret henter bønderne deres heste og får, der hele sommeren har græsset i højlandet.

Vinter…

Vinteren i Island er kontrasternes tid. Den fredfyldte hvide sne fremhæver de sorte lavamarker, der får et magisk og arktisk skær. I aftentimerne brydes himlens nattemørke pludselig af flimrende og dansende grønt, hvidt og rødt lys – nordlyset – der ofte viser sig i koldt og klart vejr. Det føles som om, de voldsomme snestorme og uvejr, der undertiden raser i landet, kæmper for en sag. Men de taber altid kampen, for på én gang bliver alt stille og roligt, og landet får en friskhed, som om det var født på ny.

Om vinteren er det ideelt at krydse landet på ski, og du behøver ikke tage langt væk fra Reykjavik for at blive omgivet af et fantastisk landskab og en imponerende udsigt. 10% af Island er dækket af gletsjere – en storslået og uendelig verden af is. Gletsjerne flytter og ændrer sig en smule hvert år; i de kolde perioder vokser de, og andre gange, som i de seneste år, svinder de. Gletsjere er hvide fra naturens hånd, men nogle steder er de dækket af vulkansk aske, der ligger i sorte tunger.

Mange steder kan man se både hvide og sorte lag i gletsjeren, fordi det øverste lag af sort aske og sand altid dækkes af nyfalden sne. Gletsjerne bevæger sig frem og skubber jord, sand og sten foran sig, men de kan også trække sig tilbage igen. Dermed efterlades søer, hvor isbjerge flyder rundt. Der er flere af dem i Island, og den mest spektakulære er gletsjerlagunen Jökulsárlón i sydøst. Det er en del af Europas største nationalpark, den nye Vatnajökull Nationalpark, der omringer gletsjeren Vatnajökull.

Ferie, rejser, kør-selv ferie, grupperejser, aktiviteter