Öxarárfoss vandløbet er et smukt mellemstort vandfald, der fredfyldt bruser i den store nationalpark, Thingvellir i det sydvestlige Island. Thingvellir Nationalpark er på UNESCO’s Verdensarvsliste – hvilket allerede her varsler, at der er tale om et storslået område.
Öxarárfoss er således blot en lille del af dette spændende geologiske wonderland, som man roligt kan tillade sig at kalde dette store område. Vandfaldets kilde starter højere oppe ved søen Myrkavatn, hvor den lille elv, Öxará har sin start. Herfra løber vandløbet de ca. 12 km ned mod selve vandfaldet. Herfra løber Öxará de sidste ca, 1,5 km ned til den største sø i Island, Thingvallavatn, der med sine 84 km2 fylder godt i landskabet. Søen er på sine dybeste steder op til 115 meter dyb.
Ferieparadis for de lokale – og os andre
Thingvallavatn er et skønt udflugtsted for både den islandske befolkning, der har sommerhuse fordelt omkring søen, og turister der drages af denne rene smukke sø midt i lavamarkerne. Søen er i øvrigt et lystfiskermekka med en meget stor bestand af røding (fjeldørred) og bækørreder. Her huserer de kæmpe såkaldte “Ice Age Ørreder”, hvor fisk op til 15 kg ikke er så ualmindelige. Disse eftertragtede ørreder jagtes specielt i maj/juni hvor søen stadig er ret kold. Her søger ørrederne mod et område af søen hvor der er geotermisk aktivitet i undergrunden, hvilket giver et godt fødegrundlag på denne årstid – og så kender ørrederne sine besøgstider. Det samme gør lystfiskere der er villige til at betale for dette på ingen måder billige fiskeri, på disse stræk af søen hvor ørrederne her fouragerer.
Der kan også fiskes billigt i Thingvallavatn (og mange andre søer i Island), specielt efter røding. Læs meget mere om dette under Veidikortid.
Fotos: ISLANDSREJSER ©