Der er så meget at komme efter når man besøger Strandirkysten ved Vestfjordene – så meget at man godt kan sige at Djúpavíkurfoss er en sidegevinst. Hvis man regner havløen ved Drangesnes med, er strækningen langs Strandirkysten på ca. 120 km. Hele dette stræk byder på utroligt smukke naturoplevelser i helt uberørt og klassisk rå natur i Island. Man kan også tage en kortere rute langs kysten og Strandavegur på ca. 80 km. For begge distancer gælder at afstand er hver vej, for man kører til man når “verdens ende” og må her vende om. Her ser man så det hele fra en ny vinkel, for der vil være meget man ikke får med første gang.
Geotermisk belønning til sidst
Hele strækket byder på høje smukke bjerge i mange variationer. Der går får langes hele strækket, og de arktiske terner og andre havfugle finder man overalt. Indimellem støder man på farverige huse eller efterladt beboelse, for der er barsk her om vinteren.
Helt oppe ved enden af vejen finder man et gammelt og særdeles velfungerende goetermisk varmt bad. Krosnesslaug hedder denne lille perle. Her kan man således gøre et stop og nyde det varme vand smyge sig om kroppen, mens man nyder udsigten over kysten/bjergene og det maleriske drivtømmer man finder langs hele denne kyststrækning.
Polarræve
Hele området ved Strandir give gode muligheder for at opleve den lille snu og nysgerrige arktiske polarræv. Ofte kan man, hvis man forholder sig roligt, komme ret tæt på dem. Vores erfaring er, at der er bedst muligheder helt mod slutningen af strækket, lige efter Krossneslaug.
Kaffe/kage eller middag
Ved Djúpavík finder man det lille hyggelige og temmelig isolerede hotel der netop heder Hotel Djúpavík. Her anbefaler vi varmt at man tager et stop – måske på vejen ud til en kop kaffe med lækker kage – eller til en dejlig middag på vejen tilbage ad strækket langs Strandirkysten. Man kan med fordel reservere bord på vejen ud, hvis man ønsker at spise der på hjemvejen. Her købte vi i øvrigt et par skønne hjemmestrikkede islandske sweatre i en lille butik ifm. caféen/reaturanten på hotellet.