Kære Mette,
Vi har nu været hjemme et stykke tid efter vores tur til Island, og hele oplevelsen er ved at sætte sig.
Det har været en oplevelse af de bedste – også selv om vejret ikke altid var med os, og som jeg skrev til familien, så er Island altså flottest i solskin. Vejret kunne vi ikke gøre noget ved, men vi havde alle regntøj med og godt underlag, så vi travede afsted til det, der skulle ses.
En stor oplevelse var det at bo ude på Skorrahestar. Bjarne var godt nok ikke begejstret, da vi kørte op ad indkørslen, men det vendte, da vi blev vist rundt af Thea, og vi fik værelser. Vi hentede pizzaer i den nærliggende by, som vi spiste i fælleskøkkenet med et glas rødvin og en øl til. Doddi kom og spillede guitar og sang for os, det var så hyggeligt.
Næste morgen fik vi også underholdning og en god fortælling, som han fortalte på forskellige sprog, da vi ikke var de eneste gæster. Da vi forlod morgenmaden sad han og spillede Lilli Marleen på klaveret.
Et dejligt sted at overnatte med de dejlige mennesker – og Doddi var glad for at snakke dansk, så han kunne holde sproget vedlige.
Den dag, vi kørte op til Sudureyri havde vi det smukkeste vejr, så turen derop var simpelthen så flot med fjord, vandfald, sne og bjerge. Hos Fisherman nåede vi “Happy hour”, og vi kunne sidde ude og nyde vores drinks i korte ærmer,sammen med en del af de andre gæster.
Søpapegøjer var vi heldige at se ved Dyrhólaey, dem kunne jeg da næsten ikke slippe igen. Vores to børnebørn fik også en søpapegøje-bamse af os, som de blev meget glade for.
Ved Látrabjarg så vi kun en enkelt, de har vel været på havet, eller vi ikke gik langt nok ud fra P-pladsen.
Vores hvalsafari var vi også heldig med, da vi så to pukkelhvaler og et par delfiner, som dog hurtigt forsvandt. Det var stort at se de store hvaler så tæt på.
Vandfald har vi set rigtig mange af, mine favoritter er Dynjandi og Hraunfossar, det var værd at køre derud, og så lige det lille Óxarárfoss, men nok mest fordi det var så smukt med floden Óxara ved forkastningen, som det løber ud i.
Vores hoveder var godt fyldte med indtryk og forkølelse, da vi nåede Reykjavik, så vi så Reykjavik på gåben, hvor vi gik langs vandet og senere ind i byen. Vi brugte voucheren fra jer hos Grillhusid, hvor vi fik god mad.
Tusind tak for jeres arbejde med at få det hele til at klappe, så vi kunne få en god ferie, jeg vil ihvertfald ikke tøve med at anbefale jer, hvis jeg snakker med folk, der vil til Island.
Mange venlige hilsner fra
Bjarne og Birthe Villadsen
[Foto: Villadsen ©]