banner-om-soepapegojer

Søpapegøjer i Island – et charmerende bekendtskab!

Den atlantiske søpapegøje – eller det nok mere korrekte navn Lunde (Lundí på islandsk) – findes i meget stort antal ved de islandske kyster. Island er hjemsted for en af verdens største kolonier af disse fascinerende og smukke fugle, hvor antallet estimeres til mellem 8-13 millioner, heraf 3-4 millioner par. Ca. 60% af den samlede bestand af den atlantiske lunde yngler i Island.

Lunden kan opleves i Island fra begyndelsen af april og frem til september. Unge lunder fra Island tilbringer resten af året ved Newfoundlands kyster mens de ældre fugle overvintrer syd for Grønland hvor de forbliver til havs.
Søpapegøjerne/lunderne findes i store kolonier ved kysterne, så hvis man vil opleve denne charmerende og smukke fugl, skal man være aktivt opsøgende. Heldigvis er mulighederne mange med kolonier fordelt rundt omkring hele øen.

lunde-kolinoer-island

Af mange kendte kolonier kan nævnes Vestmannaøerne og Dyrhólaey på sydkysten, Papey mod øst og Latrabjárg ved Vestfjordene, hvor man de nævnte steder med forsigtighed kan komme helt tæt på de nysgerrige fugle. Lunderne kan også opleves fra Reykjavik hvor der i sæsonen er guidede bådture til de nærliggende øer Akurey og Lundey – men de opleves bedst på egen hånd.

Lunder kan blive gamle og lever i 20-25 år – en enkelt fugl er registreret helt op til 38 år. De er meget sociale fugle og de menes at danne par for livet. Den voksne fugl er ca. 32 cm lang og med et vingefang på 52-53 cm og vejer ca. 380 gram.

lunde-med-fiskForældrene deler pligterne med opdræt af ungerne hvor æggene lægges fra slutningen af maj til begyndelsen af juni. Ét enkelt æg bliver lagt i en lille hule og det vejer omkring 60 gram, svarende til en hønseæg. Ungerne fodres med fisk, og lunden er kendt for at kunne holde et stort antal fisk i næbet så den ikke skal sluge fiskene inden fodring. På den måde kan de tage på længere ture så den ikke er nødsaget til at vende tilbage til ungerne hver gang den har fanget en enkelt fisk. Ungerne forlader reden ca. 45 dage efter udklækning og søger mod havet. De bliver kønsmodne i omkring en alder af 4-5 år.

Lunden er en fremragende svømmer og kan dykke til dybder på op til 60 meter. Den er ligeledes en dygtig flyver og dens 400 vingeslag pr. minut kan give hastigheder på op til 90 km/t. Lunder lever hovedsageligt af fisk (tobis, lodde og yngel af forskellige arter), blæksprutter og krebsdyr. Lundens vigtigste fjende er Svartbagen (en stor mågeart) som er i stand til at sluge en lunde i en enkelt mundfuld. Også andre havfugle er lundens naturlige fjender.

OBS! Dyrhólaey er delvis lukket i redesæsonen fra 1. maj til 25. juni. Besøg i stedet det smukke Reynisfjara der ligger tæt ved (kør ned ad vej 215 – se på kort) – her kan man se søpapegøjerne hele sæsonen. Stedet er i det hele taget yderst seværdigt med sorte sandstrande, smukke basaltklipper og storslåede klippeformationer ude i havet.

Her hos ISLANDSREJSER har vi et særligt forhold til denne prægtige fugl, da den har inspireret os til vores logo.

Se vores egen lille film fra Látrabjarg (Vestfjordene):

Ferie, rejser, kør-selv ferie, grupperejser, aktiviteter